Høj på Royal Run

Det lå ikke i kortene, at 70-årige Helen Just skulle deltage i Royal Run i år. I hvert fald ikke gående.

Indtil februar i år sad hun i kørestol på fjerde år efter en fejloperation for en diskusprolaps i 2018. Men med stædighed og hårdt arbejde kan meget lade sig gøre, så siden februar har man kunnet se Helen Just komme gående med sin rollator.

At Helen Just er stædig, lægger hun ikke skjul på.

’Jeg er stædig som et æsel’, siger hun med eftertryk og griner højt, som hun gør mange gange undervejs i interviewet.

Humøret og viljestyrken fejler ikke noget.

’Jeg har nok en drivkraft og er hele tiden et skridt foran’, siger hun og tilføjer:

’Da jeg igen kunne gå, sagde jeg til Christa (fysioterapeut på specialhospitalet, red.), at nu vil jeg hoppe og løbe. Nej, nu stopper du altså, sagde Christa’.

Helen Just ler igen, da hun gengiver Christas reaktion.

Det gode humør udfordres

Men selvom Helen Just ler meget og hjerteligt, har det nu ikke været sjov og ballade det hele.

I 2011 var hun ude for en trafikulykke i Bangladesh, hvor hun og hendes mand var udstationeret. De var blevet rådet til at forlade hovedstaden, hvor der skulle være en demonstration, og på turen sydpå kørte de frontalt sammen med en turistbus. Helen Just var den eneste af de fire i bilen, der overlevede. Hendes mand, en af hans kolleger og chaufføren døde som følge af ulykken - ligesom fem børn i bussen.

Helen Just mistede bevidstheden, men blev reddet ud af bilen og kørt til hospitalet, hvor det viste sig, at hun havde knust hele brystkassen, brækket det ene ben og ryggen tre steder.

Selvom hun kan gå, da hun kommer sig, bliver ryggen aldrig rigtig god, og i 2015 bliver hun første gang opereret for en diskusprolaps og altså igen i 2018, hvor hun som følge af operationen pådrager sig en rygmarvsskade.

Efter operationen bliver hun henvist til Hornbæk, hvor hun er i tre måneder, og efterfølgende til specialhospitalet i 2019.

På det tidspunkt er det ellers så gode humør udfordret.

’Jeg var sur og vrissen, da jeg begyndte på specialhospitalet. Jeg kunne ikke se mig ud af situationen. Jeg blev først glad, da jeg kunne se, at det kunne lade sig gøre. At der var mulighed for at få førligheden tilbage’, fortæller Helen Just, der lige nåede at komme i et intensivt 3-ugersforløb på hospitalet, inden det lukkede ned pga. corona.

Jagten på førligheden indledes

På hospitalet går jagten ind på at få førligheden tilbage. Hun træner bl.a. i vectoren (apparat til vægtaflastet gangtræning, red.), som hun kalder et fantastisk redskab og er sikker på har hjulpet hende på benene igen.

Under corona-nedlukningen begynder Helen Just at træne derhjemme i at rejse sig fra kørestolen ved at støtte sig til køkkenbordet.

’Jeg vidste, at jeg skulle træne benmusklerne, hvis jeg skulle komme til at gå igen, så jeg begyndte at rejse mig op og sætte mig ned ved at støtte mig til bordet. Jeg gav den gas og begyndte også at lave squats (dybe knæbøjninger) og danse, fortæller hun og demonstrerer, hvordan hun bl.a. lavede chassé.

Da Helen Just vender tilbage til specialhospitalet efter nedlukningen, kommer hun i endnu et intensivt 3-ugersforløb.

’De to 3-ugersforløb gav rigtig meget. Hver gang har jeg taget et ordentligt ryk og fået indsigt i min egen tilstand’, siger hun.

Den ihærdige træningsindsats har givet pote, og siden februar har Helen Just kunnet gå længere og længere med sin rollator. Så da Christa foreslår, at de sammen skal deltage i Royal Run, ved hun, at hun ikke vil deltage i kørestol, men gående.

Var ved at give op

Og sådan blev det. I juni deltog hun i sit første Royal Run, hvor hun gik en engelsk mil (1,6 km).

’Jeg var så bekymret for at skulle gå den distance. Jeg troede ikke, at jeg kunne, og jeg var ved at give op mange gange undervejs. Men Christa blev ved med at sige, at jeg godt kunne’, fortæller Helen Just, der deltog sammen med Christa og en god støtte gennem hele forløbet, Bodil.

De støttede hende både mentalt og fysisk hele vejen, fortæller hun, men alligevel var det en hård omgang.

’Jeg lignede noget, der var løgn, da jeg kom i mål, og det var en virkelig hård tur. Men jeg blev helt høj af det og har virkelig fået blod på tanden efter Royal Run’, smiler Helen Just, der efter Royal Run tog imod en invitation fra en veninde om at tage med til Tyrkiet, hvor nye udfordringer ventede. For venindens hus i Tyrkiet er i flere etager og med trapper, ligesom man skal ned ad trapper for at komme til indgangen.

Men Helen Just er ikke bange for udfordringer:

’Man skal have modet til at gøre noget, men det har indimellem været med helbredet som indsats’, erkender hun og fortæller om dengang, hun faldt ned ad en trappestige, da hun ville rette lågen på sit køkkenskab.

Hun slap fra faldet med blå mærker, hvilket nok var nådigt, men får ofte at vide, at hun er letsindig og skal lade være med at udfordre skæbnen.

’For falder jeg og brækker lårbenet, så er løbet kørt’, refererer hun advarslerne.

En forfærdelig tanke efter den lange og seje kamp, det har været for Helen Just at nå dertil, hvor hun er nu, og som det stadig kræver hårdt arbejde at bibeholde.

’Det er hårdt, det skal man ikke være i tvivl om. Det er drønhårdt. Kroppen er helt smadret efter de der lange ture. Men det kommer, når man insisterer. Man skal dog meget igennem, inden man når målet’, siger hun.

Men Helen Just nåede målet. Og ved målstregen blev hun mødt af sin datter og børnebørn, som var meget stolte over, at mormor havde klaret sit første Royal Run.