Spørgsmål og svar
Her finder du svar på de spørgsmål, vi oftest bliver stillet.
-
Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter er specialiseret inden for rehabilitering af poliopatienter og patienter med alvorlige følger efter ulykker, herunder rygmarvsskader og komplicerede traumer, der kræver længerevarende indsats.
-
Transport og kørselsgodtgørelse er et regionalt anliggende, og der er regionale forskelle på mulighederne.
Som patient i Rødovre
Hvis du er patient på specialhospitalet i Rødovre, kan det sundhedsfaglige personale lave en vurdering af, om du er berettiget til transport til hospitalet.
Hvis du er berettiget til transport, vil det fremgå af dit indkaldelsesbrev, hvornår du skal være klar til afhentning.
Du skal være opmærksom på, at der kan være en del ventetid både ved afhentning hjemme og ved hjemkørsel.
Hvis du selv skal sørge for transporten
Du kan få udleveret dokumentation for dit fremmøde på specialhospitalet. Du kan efterfølgende kontakte kørselskontoret på dit regionale hospital, hvor det kan oplyses, om du har ret til godtgørelse.
Som patient i Aarhus
Du skal kontakte kørselskontoret på det regionale sygehus, der kan oplyse, om du har ret til transport eller godtgørelse for transport.
-
Vi har stor søgning til hospitalet, og derfor vil du opleve ventetid til lægeundersøgelse og behandling hos nogle af vores faggrupper.
Når du er til lægeundersøgelse, vil speciallægen oplyse dig om, hvor lang tid du kan forvente, der vil gå, før du bliver indkaldt til rehabilitering eller behandlingsforløb.
Ventetiden varierer, og du er velkommen til at kontakte os for at høre, hvordan du skal forholde dig, og hvad du eventuelt kan gøre i den mellemliggende periode.
Er du i et genoptræningsforløb, anbefaler vi, at du holder kontakten til din kommune eller lokale fysioterapeut.
Det kan også være, at du skal udredes for mulige sygdomme i ventetiden og derfor bliver indkaldt til supplerende undersøgelser.
-
På specialhospitalet har vi sosu-hjælpere og assistenter, som kan hjælpe dig i forbindelse med træningen. Det kan eksempelvis være til af- og påklædning i forbindelse med, at du skal i bassin, eller til forflytning over på træningsmaskiner.
Vi har loftliftsystem i langt de fleste rum, som kan støtte forflytningen.
Har du hjælperordning tilknyttet, må du meget gerne medbringe dine hjælpere. Vi vil her instruere hjælperne i, hvordan forflytningerne gøres bedst i vores faciliteter.
En del af vores patienter har servicehunde med, og vi hjælper gerne til med vandskål, så tørsten kan slukkes.
-
Vi er en del af det offentlige regionale sundhedstilbud, så det koster ikke noget for dig som patient at få behandling her i huset.
Er du henvist via hospital eller læge, er det regionen, som betaler. Er du henvist via kommunen, er det din kommune, som betaler.