Hvem er vi
Specialhospitalet yder specialiseret rehabilitering af polio- og ulykkespatienter.
På Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter har vi mere end 75 års erfaring med rehabilitering.
Hospitalet er specialiseret inden for rehabilitering af poliopatienter og patienter med alvorlige følger efter ulykker, herunder rygmarvsskader og komplicerede traumer, der kræver længerevarende indsats.
Det betyder, at vi arbejder for at rehabilitere dig, som har behov for at styrke eller vedligeholde din fysiske, psykiske, kognitive eller sociale funktionsevne.
Formålet med rehabiliteringen er at muliggøre et meningsfuldt liv med bedst mulig aktivitet og deltagelse, mestring og kvalitet med udgangspunkt i dine egne beslutninger og hele din livssituation.
Specialiseret rehabilitering
Vi er en bred vifte af fagpersoner, som indgår i den specialiserede rehabilitering, der altid sammensættes med udgangspunkt i dig.
Sammen med dig og dine pårørende sætter vi en fælles målsætning for dit forløb og hjælper med at skabe en sammenhængende samarbejdsproces mellem alle de parter, som er i berøring med dig. Det kan fx være pårørende, fagprofessionelle på hospital eller kommune, arbejdsgiver eller hjælperteam.
Vi arbejder vidensbaseret og driver forskning inden for de målgrupper, som er knyttet til hospitalet.
Særligt udstyr
Specialhospitalet råder over særligt udstyr som fx el. stimulering, vectorsystem og robotteknologi. Derudover har vi et stort varmtvandsbassin og et motionscenter med træningsudstyr, der er særligt målrettet mennesker med funktionsnedsættelser.
En del af det offentlige sundhedssystem
Du henvises til specialhospitalet af din egen læge eller hospital, og specialhospitalet indgår i det offentlige sundhedsvæsen. Vi er en selvejet nonprofit institution, som finansieres af stat og region.
En lille del af vores patienter bliver henvist fra kommuner og forsikringsselskaber.
Læs mere om henvisning til specialhospitalet
Afdelinger i Rødovre og Aarhus
Vi har faciliteter og rehabilitering både i Rødovre og Aarhus.
Specialhospitalet drives af PolioForeningen og UlykkesPatientForeningen.