Test af dagligdags aktiviteter - AMPS-test
AMPS-testen afdækker, hvordan du klarer vigtige opgaver i dagligdagen og hvilken behandling og træning, du kan have bruge for.
The Assesment of Motor and Process Skills (AMPS-testen) er et standardiseret aktivitetsbaseret observationsredskab, som vi på specialhospitalet anvender til at vurdere kvaliteten af den måde, du udfører betydningsfulde dagligdags aktiviteter inden for huslige og personlige aktiviteter.
Kvaliteten af din aktivitetsudførelse vurderes ved at måle på graden af fysisk anstrengelse, effektivitet, sikkerhed og selvstændighed.
AMPS-testen afklarer følgende:
- Hvorfor oplever du vanskeligheder i aktiviteterne?
- Hvor svære aktiviteter kan du klare?
- Hvilken type ergoterapeutisk behandling vil være hensigtsmæssig for dig? Skal du have genoptræning af eller kompensation for nedsatte færdigheder?
- Er din aktivitetsudførelse blevet bedre som resultat af den ergoterapeutiske behandling, du har modtaget på specialhospitalet?
Undersøgelsen kan ligeledes bruges til at vurdere, om du har behov for hjælp og praktisk bistand i dagligdagen, og den er således et godt supplement ved eventuelt behov for vurdering af din arbejdsevne.
Undersøgelsen
Undersøgelsen starter med et interview, hvor du vælger minimum to velkendte og meningsfulde aktiviteter, den ene kunne fx være madlavning.
Undersøgelsen foregår primært på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter i Rødovre, og i den forbindelse tilpasser vi omgivelserne, så det så vidt muligt ligner dit eget hjem.
Aktiviteterne udføres i samme test umiddelbart i forlængelse, så udholdenhed og træthed kan måles.
Undersøgelsen varer ca. to timer alt efter sværhedsgrad af aktiviteterne. Under aktiviteterne er specialhospitalets ergoterapeuter observerende.
Bearbejdning af rapport
Efter undersøgelsen måler specialhospitalets ergoterapeuter graden af fysisk anstrengelse, effektivitet, sikkerhed og selvstændighed ud fra observationerne.
Herefter tastes scoringerne ind i et computerprogram, og derefter fremkommer en grafisk rapport, som sammenligner observationerne med alderssvarende borgere.
Til sidst udarbejder vi en rapport, hvor vi beskriver din udførelse af aktiviteterne.