Forståelse af patientcentreret målsætning i tværfaglig rehabilitering
Målsætning bør være en vigtig del af rehabilitering, men hvordan arbejdes der i praksis med målsætning i tværfaglig rehabilitering set fra både patienters og sundhedsprofessionelles perspektiver? Det søger vi i dette forskningsprojekt at give svar på.
Baggrund
At fastsætte mål for rehabilitering er et væsentligt element i enhver rehabiliteringsproces.
I patientcentreret målsætning fokuseres der på vigtigheden af at involvere patienter (og deres pårørende) som integrerede partnere sammen med sundhedsprofessionelle for at identificere patientens behov, værdier og forventninger til rehabiliteringsforløbet.
Til trods for vigtigheden af målsætning er arbejdet komplekst, og både patienter og sundhedsprofessionelle oplever, at det er svært at sætte mål i praksis. Projektet sætter derfor fokus på at etablere forskningsbaseret viden om patientcentreret målsætning til mennesker, der lever med alvorlige følger efter ulykke, og som deltager i ambulante, tværfaglige rehabiliteringsforløb.
Formål
Formålet med projektet er at opnå større viden om målsætning i ambulant, tværfaglig rehabilitering, så patientens behov, værdier og forventninger til forløbet identificeres tydeligere.
Det vil i sidste ende styrke patientens motivation, fokusere indsatsen og forbedre rehabiliteringsresultaterne.
Indhold, design og metode
Projektet er kvalitativt, og data indsamles via deltager-observationer, uformelle samtaler, individuelle og fokusgruppe interview. Der vil foregå observation af samspillet mellem patient, pårørende og sundhedsprofessionelle i rehabiliteringsforløbet.
I alt bliver 24 patienter og 24 sundhedspersonaler inviteret til at deltage i undersøgelsen, og data vil blive indsamlet over en fem måneders periode.
Dataindsamlingen finder sted i samarbejde med Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter i Rødovre og Aarhus.
Deltagerne i projektet er patienter, som lever med alvorlige følger efter en ulykke, og sundhedsprofessionelle, der arbejder i tværfaglige teams i rehabiliteringsforløbene.
Resultaterne fra dette projekt forventes at få betydning for, hvordan arbejdet med patientcentreret målsætning bedst muligt kan organiseres i klinisk praksis. Vi forventer, at projektet kan optimere inddragelsen af patienter i rehabiliteringsforløbet og dermed være med til at forebygge komplikationer som følge af den nedsatte funktionsevne og samtidig øge patienternes selvstændighed, funktionsevne og livskvalitet.
Projektperiode
Projektet blev igangsat i 2018 og afsluttet i 2022.
Projektansvarlige og/eller samarbejdspartnere
Projektet er et samarbejde mellem Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, Aarhus Universitet og konsulent- og forskningsinstitutionen DEFACTUM, Region Midtjylland.
Fondsstøtte
Projektet har modtaget støtte fra Rådet for Offerfonden og Aarhus Universitet.
Læs artikler om forståelse af patientcentreret målsætning i tværfaglig rehabilitering
- Goal-Setting in clinical practice: a study of healthcare professionals’ perspectives in outpatient multidisciplinary rehabilitation of patients with spinal cord injury
- The ambiguity of goal-setting: a study of patients’ perspectives on goal-setting in outpatient
multidisciplinary rehabilitation of patients with spinal cord injury
Læs interview med forskeren bag projektet
Det kan være vanskeligt for både patienter og sundhedsprofessionelle at sætte mål for et rehabiliteringsforløb, blandt andet fordi så mange individuelle faktorer spiller ind.