Sundhedsstyrelsens udtalelse om justeret visitation
Specialhospitalet har pr. 1. september 2022 justeret sine visitationskriterier med henblik på at fokusere på den specialiserede, tværfaglige rehabiliteringsindsats for mennesker med følger efter ulykke eller polio. Derfor tilbyder hospitalet som udgangspunkt ikke længere almen træning (vedligeholdende efterbehandling) som fremover skal varetages lokalt i kommunalt eller privat regi.
I den anledning har nogle patienter bedt om foretræde i Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.
Regionen har på den baggrund spurgt Sundhedsstyrelsen, om specialhospitalets visitationskriterier er i overensstemmelse med gældende sundhedsfaglig praksis.
I brev af 31. marts 2023 fra Sundhedsstyrelsen til Region Hovedstaden udtaler styrelsen, at Specialhospitalets visitationskriterier er fagligt relevante og dermed i overensstemmelse med faglig praksis. Samtidig anerkender Sundhedsstyrelsen specialhospitalets initiativ med hensyn til fokusering på den specialiserede indsats. Styrelsen bemærker endvidere udtrykkeligt, at specialhospitalets patientgruppe kan have behov for forskellige indsatser fra forskellige fagpersoner, afhængigt af vedkommende patients aktuelle behov.