Konference skal sikre bedre livskvalitet for patienter efter traume
Viden lever kun i fællesskaber. Derfor er Rigshospitalet og Specialhospitalet gået sammen og dannet et nyt tværfagligt samarbejde. Det skal sikre, at de multitraumatiserede patienter får det bedst mulige rehabiliteringsforløb efter et traume.
I anledningen af det nye samarbejde afholder Rigshospitalets TraumeCenter, Afdeling for Led- og Knoglekirurgi og Specialhospitalet et eftermiddagssymposium d. 7. maj for alle, der arbejder med faget.
Formålet med samarbejdet er at sikre, at patienten får den rette hjælp og de rigtige behandlingstilbud efter sin udskrivelse fra hospitalet. Det kræver, at der er et fælles overblik over, hvilke mulige behandlingstilbud, der findes på tværs af behandlingsstederne i Danmark både i det offentlige og i det private.
Christian Svane, ledende overlæge på Rigshospitalets TraumeCenter og medinitiativtager forklarer baggrunden for initiativet:
- Vi havde en oplevelse af, at der var en usikkerhed om, hvorvidt de mest sårbare patienter også fik de tilbud, der matchede bedst deres behov.
En invitation fra vores kollegaer i Afdeling for Led- og Knoglekirurgi førte os til Specialhospitalet i Rødovre, som arbejder med specialiseret rehabilitering.
Christian Svane fortæller, at første møde hurtigt blev efterfulgt af et nyt, og det blev starten på det nye samarbejde, som symposiet introducerer til.
Nyt tværfagligt samarbejde skal skabe overblik og nye muligheder
På møderne fandt man hurtigt ud af, at en af udfordringerne omkring rehabilitering var manglende overblik over, hvilke tilbud der eksisterer.
- Vi var ret enige om, at uvidenhed om de eksisterende muligheder betød, at det var svært at sikre, at alle patienterne fik de tilbud, der matchede bedst deres behov, fortæller Britta Quistgaard, der er medinitiativtager og centerdirektør for Specialhospitalet.
Hun forklarer, at netop derfor er en af hovedløsningerne i jagten på bedre rehabilitering af traumepatienter networking, i håb om at få skabt mere opmærksomhed på de andre steder, der også arbejder med rehabilitering.
En løsning som også Christian Svane, er meget ivrig efter at realisere.
- Vi har et ønske om at udvikle et samarbejde, som optimerer rehabiliteringen af den multitraumatiseret patient og på sigt være lige så velfungerende, som det der eksempelvis ses hos rehabilitering af neuropatienter. En bedre rehabilitering vil være til gavn for både patienten, pårørende og det samlede sundhedsvæsen, fordi det vil sikre at ressourcer og kompetencer bliver brugt bedst muligt, siger Christian Svane.
Britta Quistgaard ser også et stort potentiale og relevans i det nyetablerede samarbejde, da det blandt andet giver nye muligheder indenfor optimering af patientforløbet. Britta Quistgaard uddyber:
- Der er et vigtigt samarbejde for at vi kan sikre patientens videre færden og ikke mindst livskvalitet. For jo flere der inddrages jo bedre, da det giver flere muligheder. For viden lever kun i fællesskaber.
Mere fokus på rehabilitering efter udskrivelse skal skabe værdi
Vejen efter udskrivelsen fra hospitalet til et nyt liv og tilværelse efter et traume kan være lang og overvældende. For at kunne skabe værdi for patienten er et målrettet forløb vigtigt. Det kan være en udfordring at identificere og opfylde alle patientens behov, da nye behov kan opstå senere i forløbet.
Mette Brøkner Hansen, der er udviklingsterapeut i Afdeling for Ergo- og Fysioterapi på Rigshospitalet, mener derfor også, at det er vigtigt, at der kommer mere fokus på alt det, som der kommer efter et traume, så man får inkluderet de behov, som kan opstå efter udskrivelsen, da disse kan blive overset.
- Størstedelen af de patienter, som har været udsat for et traume, har behov for både psykisk og fysisk rehabilitering og her spiller mange forskellige faggrupper en vigtig rolle. Her ser jeg oprettelsen af det nye store tværfaglige netværk, som en god mulighed, siger Mette Brøkner Hansen.
Hun forklarer, at den multitraumatiserede patients forløb ofte er kendetegnet ved et behov for at involvere mange forskellige faggrupper over en lang periode blandt andet læger, sygeplejersker, portører, diætister, bioanalytikere, SOSU’er, sagsbehandlere, psykologer, fysio- og ergoterapeuter og mange flere.
- Det er vigtigt, at der er en god kommunikation, samt overblik og samarbejde på tværs af de forskellige faggrupper. Samarbejdet er vigtigt for at få skabt en velfungerende enhed, da alle i forløbet er afhængige af hinanden, forklarer Mette Brøkner Hansen.