Har du oplevet overvågning fra pensions- og forsikringsselskaber efter din ulykke?
Lever du med følger efter en ulykke, og har du oplevet overvågning fra dit pensions- og/eller forsikringsselskab i forbindelse med din erstatningssag? Så er det måske dig, specialhospitalet søger.
Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter leder lige nu efter personer, der har lyst til at deltage i et forskningsinterview om overvågning fra pensions- og forsikringsselskaber af personer med følger efter ulykker.
Fokus i interviewet vil blandt andet være, hvordan du har oplevet overvågningen, herunder eventuelle påvirkninger af din hverdag, dit velbefindende og din mulighed for at deltage i behandling.
Forskningsprojektet er et samarbejde mellem Syddansk Universitet og Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter. Projektet styres af specialestuderende Jonas Nørgaard, som skriver speciale i psykologi. Jonas modtager vejledning af Sophie Lykkegaard Ravn, der er ansat på både Specialhospitalet og Syddansk Universitet.
Interviewet foregår enten over telefon eller Zoom og vil blive lydoptaget. Resultaterne vil blive brugt i Jonas’ speciale og i en forskningsartikel. Her vil man være anonym.
Interviewet vil tage ca. 1 time.
Har du lyst til at deltage?
Hvis du har lyst til at høre mere og muligvis deltage, så hører vi meget gerne fra dig.
Du kan skrive en e-mail til Jonas Nørgaard på jonasn@health.sdu.dk.