Forskningsprojekt undersøger værdi- og acceptbaseret behandling for personer med piskesmæld eller rygmarvsskade
En ulykke kan betyde, at din hverdag ændrer sig drastisk, og en succesfuld rehabilitering er derfor afgørende. Dette indebærer blandt andet at den fysiske genoptræning kombineres med en psykologisk tilpasning til de nye vilkår i hverdagen.
Et forskningsprojekt fra Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter og Syddansk Universitet arbejder på at udvikle og undersøge en ny værdi- og acceptbaseret behandlingsmetode for personer med piskesmæld eller rygmarvsskader efter en trafikulykke.
Behandlingen fokuserer på at hjælpe mennesker med piskesmæld eller rygmarvsskader med at finde nye måder at opretholde vigtige aktiviteter og livsroller, selvom deres livsvilkår er ændret.
Behandlingen er bygget tværfagligt op og indebærer kognitiv adfærdsterapi med særlig fokus på accept og egne livsværdier.
Projektet afsluttes i 2024
Projektet er et tæt samarbejde mellem Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter og Syddansk Universitet.
Projektet løber frem til slutningen af 2024 og er støttet af Rådet for Offerfonden.