Ændret visitation
Der er foretaget en justering af specialhospitalets visitationskriterier, navnlig vedrørende vedligeholdende efterbehandling og træning i motionscenter og bassin.
Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter oplever ligesom i det øvrige sundhedsvæsen, at patienttilgang og -kompleksitet øges. Det gælder alle vores diagnosegrupper.
Specialhospitalet har en fast økonomisk ramme. Det betyder, at vi ikke får yderligere midler i takt med øget patienttilgang. Konsekvensen har hidtil været markant øgede ventelister.
Vi har i to år været i dialog om udfordringerne med Region Hovedstaden, som hospitalet har driftsoverenskomst med, og som fører tilsyn med hospitalet. På baggrund af disse drøftelser er der foretaget en justering af vores visitationskriterier, navnlig vedrørende vedligeholdende efterbehandling og træning i motionscenter og bassin.
Justeringerne indebærer, at patienter som udgangspunkt skal afsluttes fra specialhospitalet efter den specialiserede sundhedsfaglige indsats. Kun undtagelsesvist, hvor patienten er særlig udfordret, visiteres patienter til længerevarende vedligeholdende træning i specialhospitalet.
Det betyder desværre også, at nogle patienter, der har været i vedligeholdende træning mv. i mange år, afsluttes i vores regi. Disse patienter må fortsætte deres træning i kommuner eller på anden måde. De berørte patienter får individuel besked i løbet af efteråret. Alle får et varsel på tre måneder. I den periode drøfter patienter og kontaktfysioterapeuten behov og muligheder efter afslutning i specialhospitalet. Vi bemærker, at de pågældende patienter ikke stilles ringere end andre patientgrupper med alvorlige kroniske sygdomme, ligesom de ikke stilles ringere end andre polio- eller ulykkesramte i de dele af landet, der ikke har umiddelbar adgang til specialhospitalet.
Såfremt patientens situation ændres (forværres), kan patienten altid genhenvises af egen læge.
Det er et helt afgørende mål, at vi står til rådighed med en højt specialiseret rehabiliteringsindsats for alle målgrupper, og at den enkelte patient kan komme til os hurtigt, når behovet er der.